Om Filmporten
Filmporten er ikke en filmklub som sådan. Du abonnerer ikke på noget og forpligter dig ikke til noget. Et såkaldt medlemsskab af Filmporten består udelukkende af 10 rabatbilletter: Én til hver af de 10 film i vores program.
Filmportens første årgang kom på gaden helt tilbage i efteråret 2001 og det er nu jubilæumsårgang nr. 10, vi har taget fat på.
Filmporten er oprindelig et initiativ fra de danske arthouse biografer, der ikke tager sit udgangspunkt i størrelsen på biograf eller budget. Udgangspunktet er derimod kvalitet, en filmklub for den såkaldte smalle kvalitetsfilm, til den kvalitetsbevidste biografgænger.
Og hvad er så kendetegnet for en kvalitetsfilm? Hvis man ser i forhold til biograf- og filmbranchens almene ”stor-neurose”, så er kvalitetsfilmen en ”lille” film, fordi den ikke har det store publikum og ikke tjener de store penge. Hvis man skal indkredse en definition på kvalitetsfilm mere objektivt, så er den i hvert fald ikke kun underholdning, men underholdning med mening.
Kvalitetsfilm efterlader et kalejdoskopisk spekter af billeder, indtryk, følelser og tanker til brug i virkelighedens verden. Man forlader ikke bare biografen og glemmer. Filmens oplevelse kan give nye vinkler på egne hverdagsproblemer og – glæder.
Vi har i denne sæson fundet 10 store og små film, der indeholder disse kvaliteter. Du kan læse om filmene under Program.
God fornøjelse i mørket!
Sådan fungerer Filmporten
Når du melder dig ind i Filmporten, får du 10 rabatbilletter: Én til hver af de 10 film i vores program. Du bestemmer selvfølgelig selv, hvor og hvornår du vil se filmene. Rabatbilletterne gælder i udvalgte biografer over hele landet – se en liste over biograferne her. Når du som medlem går i biografen for at se en af filmene, afleverer du bare den pågældende rabatbillet ved lugen – så får du biografbilletten til halv pris. På den måde er medlemsskabet tjent ind allerede efter to film.
Bliv medlem af Filmporten
Du kan melde dig ind i Filmporten på 3 forskellige måder:
- Meld dig ind direkte i en af Filmportens biografer og få dine rabatbilletter med det samme.
- Meld dig ind her på siden – så sender vi rabatbilletterne til dig i løbet af få dage.
- Log på din netbank og overfør 85 kr. til Filmportens konto: Reg. nr. 6845, kontonr. 000 130 1912 – så sender vi rabatbilletterne til dig i løbet af få dage. Husk navn og adresse.